Gå til indhold

10 år i konstant udvikling

Emne
Nyheder
Længde
4,5 min. læsning

Xena har nået en væsentlig milepæl. For 10 år siden modtog Xena den første betaling og tog de første skridt imod at blive en profitabel forretning. Siden har EG Xena - som det hedder i dag - udviklet sig meget, og her kigger vi tilbage på tiden, der er gået.

Tak

Først vil vi starte med at udtrykke vores taknemmelighed overfor jer, vores brugere og samarbejdspartnere, der har været med på rejsen. Både dem, der har været med fra begyndelsen, og dem, der først lige har sendt deres første faktura via Xena. Uden jer var vi aldrig nået hertil. Jeres feedback og engagement i Xenas udvikling har været uvurderlig, og vi nyder at udgive funktioner, som I efterspørger og drager nytte af.

Den første faktura

Idéen til Xena opstod for mange år siden, hvor de første ejere af Xena manglede et regnskabssystem. De kunne ikke finde et system på markedet, der kunne dække deres virksomheds behov, og besluttede derfor at lave deres eget. Entreprenant, modigt og en langt større opgave end ventet.

I april 2024 er det så 10 år siden, at Xena fik de første betalende kunder i Danmark. Siden er det blevet til mange, og regnskabssystemets ejere, formål og strategi har ændret sig med tiden. Vigtigst af alt er, at Xena har vokset sig stor og stærk, grundet det gode og tætte samarbejde, vi har haft med vores brugere igennem alle årene.

Konstant udvikling

På 10 år sker der meget, også for et regnskabssystem. Nogle af jer kan måske huske de lysegrønne og orange farver, der prægede Xena for 10 år siden? Vi er glade for, at designet har udviklet sig mange gange siden.

Sådan så Xena ud engang

Mange nye funktioner er kommet til, og eksisterende funktioner er blevet forfinet og videreudviklet. Majbritt Peglau er i dag Product Manager for EG Xena og har været en del af Xenas udvikling siden 2017, da produktet blev opkøbt af EG A/S. Hun tænker tilbage på Xenas udvikling og fortæller: "Der er ingen tvivl om, at Xena, som regnskabssystem, i dag er funktionelt ligeværdigt med konkurrerende løsninger på markedet.", og hun fortsætter, "Dette skyldes en fokuseret indsats på løbende brugerinddragelse, en skarp strategi og et engageret udviklingsteam, som har løftet Xena til det flotte funktionalitetsniveau, som vi har i dag."

De seneste halvandet års tid har det primære fokus ligget på, at Xena skulle leve op til myndighedernes krav for digitale regnskabssystemer. "Det var en stor milepæl for os at blive godkendt af myndighederne, kort før jul 2023. Det er en blåstempling af vores arbejde og en vigtig tryghed for vores brugere, hvilket vi er meget stolte af," fortæller Majbritt Peglau.

En del af EG

En af de største forandringer for Xenas udvikling var, da de forhenværende ejere i 2017 solgte Xena til EG A/S. "Opkøbet medførte store forandringer for produktet og for alle, som arbejdede på det," fortæller Majbritt Peglau. "De første par år under EG's ejerskab blev brugt på at finde det rette hjem til Xena. Dette viste sig at være i forretningsenheden EG Construction, som tilbyder en lang række produkter, der digitaliserer arbejdsgange hos nordiske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen," fortsætter hun. "Her har vi fået en central plads og udfylder en vigtig opgave hos vores brugere, i en branche, som vi forstår indgående."

Vi har endnu mere til jer

Som nævnt vil vi i april måned fejre Xena, vores brugere og vores egen udvikling. Dette fordi vi er utrolig stolte af produktet og det, vi har opnået i fællesskabet omkring det. Følg med på vores dedikerede fejringsside eller de sociale medier og fejr milepælen sammen med os. Vi gentager, tak til alle, som har været med så langt.


Udgivet