20-07-2014

Xena i nyt design

Xena er nu opdateret med det nye design. Velkommen til version 2!

Nu er faceliftet af Xena blevet offentliggjort! Du vil opdage det, så snart du logger ind. Tingene har ændret udseende, men den bagvedliggende funktionalitet er den samme.

Vi ved, at det kan være frustrerende, at "tingene ikke er, hvor de plejer", men hæng på og prøv det af! Der er nemlig flere gode grunde til, at vi har valgt så drastiske ændringer af Xenas design. Vi løb i det tidligere design tør for "albuerum", da et par skærmbilleder var problematiske for os at få til at fungere optimalt. Det er en af grundene til, at eksempelvis en traditionel kassekladde har ladet vente på sig. Med det nye design åbner vi for nogle nye og meget spændende muligheder.

Det nye design løser også nogle problemer, mange brugere har haft med at finde rundt i menuen i Xena. Nu er menuen opdelt efter kontekst, så du finder de menupunkter, som du skal bruge i en mere logisk opdeling. Skal du lave et salg, så finder du relevante menuer under "Salg"-konteksten som Ordrer, Kunder, Varer med flere.

Vi har allerede afsløret, at der kommer en klassisk kassekladde, men efteråret byder på en lang række spændende tiltag, som er blevet mulige som følge af denne opdatering. Vi forventer, at første bølge af nye tiltag kommer i løbet af august, så følg med og god fornøjelse med det nye design!