08-11-2013

Nyt om udskriftopsætning, abonnementer og sprogvalg

Der er rettet over 100 små og store ting i den nye version af Xena, der er blevet offentliggjort i dag. Tre af de væsentligste ændringer omhandler udskriftlayout, abonnementsfakturering samt ændring af sprog på fakturaen.

Udskrifter
Du kan nu vælge dit eget farvetema og sætte dit eget logo på dine udskrifter, når du vælger menuen Opsætning og igen vælger Udskriftopsætning.

I første omgang kan du ændre i hex color – find hex color-koderne på colorpicker.com. Vi arbejder på at lave en farvepalette i Xena, så du nemt kan vælge farve under udskriftopsætningen.

Din udskriftopsætning følger mange af dine udskrifter som eksempelvis balance, kontospecifikation med flere.

Abonnementer
Sælger du noget i fast abonnement? Det kan være alt fra software, rengøring til husleje. Xena kan hjælpe dig med at få faktureret dine kunder automatisk til rette tid og sted.

Der er kommet et helt nyt menupunkt i hovedmenuen, der hedder Abonnementer, hvor du planlægger abonnementsfakturering, når du opretter faktura med varelinjer, vælger interval, opsætter mailudsendelse og vælger sprog.

Du får også en oversigt over dine abonnementer, så du kan følge med i statistikken for årlige udvikling, omsætning og varegrupper.

Sprogvalg
Du kan nu også vælge hvilket sprog, som kunden skal modtage sin faktura på. Indtil videre kan du vælge dansk og norsk, men vi er i gang med at oversætte til engelsk, svensk, tysk, fransk og spansk.